Johan Emil Sevelsted

Bachelor i statskundskab og blogger. Jeg skriver primært om politik, samfund og kultur.

Feminisme får enormt stor opmærksomhed i mediebilledet. Uanset konteksten lægges der ofte et kønsperspektiv indover.

Hvis det handler om ledelse og beslutninger, kan der blive sat fokus på om der er en lige kønsfordeling, hvis det handler om privatlivet, kan der blive sat fokus på manglende orgasmer eller adgang til hygiejneprodukter. Og selv hvis der ikke er en oplagt feministisk vinkel, så er flere og flere medier begyndt at arbejde målrettet på at øge andelen af kvinder blandt deres kilder.

I ovenstående forholder jeg mig ikke til om det er godt eller skidt – Jeg konstaterer blot, at det er sådan danske medier ofte arbejder. Derfor kan der også være behov for, at der kommer en modvægt, så flere holdninger kan komme til orde.

Derfor har jeg besluttet mig for at skrive dette blogindlæg: ’3 argumenter imod feminisme’. Ikke fordi jeg synes at alt ved feminisme er dårligt, men fordi der af de årsager som jeg har redegjort for, mangler nuancer i debatten om ligestilling.

Indholdsfortegnelse

Feminismens historiske udvikling. Fra ligestilling til særbehandling

Betydningen af feminisme har ændret sig over tid. For at sikre mig, at jeg bliver forstået korrekt i dette indlæg, har jeg lavet en kort historisk gennemgang af feminismens udvikling i Danmark og hvordan jeg forstår ideologien i dag.

For at starte helt tilbage i tiden, så besluttede man i 1857, at ugifte kvinder var myndige fra de blev 25 år. Derudover fik kvinder lov til at gå på universitet fra 1875.

Senere hen var et meget markant skridt for ligestillingen stemmeret til kvinder. Ved grundlovsændringen i 1915, som blev effektueret fra 1918, blev der givet fuld stemmeret- og valgbarhed til kvinder. Dog fik kvinder stemmeret til kommunalvalg i 1908.

Derudover kom der flere vigtige fremskridt i løbet af 1900-tallet. Som eksempel kan nævnes, at kvinder i 1921 får samme adgang til de fleste offentlige tjenestestillinger- og erhverv. I 1947 indføres lige folkepension og fra 1976 gøres ligeløn lovpligtigt.

Alle ovennævnte tiltag er vigtige, da det sikrer at mænd og kvinder har de samme rettigheder. Sådan bør der være i ethvert civiliseret samfund.

De seneste årtier er der dog sket en udvikling, hvor feminisme ikke længere handler om ligestilling. Derimod er der begyndte at komme en efterspørgsel på initiativer og regulering, som er målrettet det ene køn, men ikke det andet. Med andre ord, så er det et ønske om særbehandling.

Det ses blandt andet, når der argumenteres for kvoter i bestyrelser, på ledelsesposter eller andre steder. Her kan der både være tale om lovbestemte kvoter, som ganske enkelte gør det ulovligt at have for få kvinder indenfor et bestemt område. Men det kan også være gennem måltal eller mangfoldighedsstrategier, der lægger et pres på at udpege og ansætte mennesker på baggrund af andre faktorer end deres kvalifikationer.

Et andet eksempel kan være omkring ligeløn, hvor det, på trods af at der allerede er ligeløn i Danmark, problematiseres at mænd og kvinder har et forskellige gennemsnitligt indkomstniveau. Lønforskellen skyldes at mænd og kvinder vælger forskelligt når det gælder uddannelse og job samt har forskellige prioriterer når det gælder karriere og familieliv. Hvis man ønsker at udjævne dette, vil det føre til en urimelig forskelsbehandling, da man i så fald vil fastsætte lønniveau på baggrund af irrelevante faktorer.

Argumenterne imod feminisme

Feminismen er muligvis den ideologiske strømning, som har haft den største kulturelle betydning op igennem 1900-tallet og frem til den i dag. Der er ingen tvivl om, at der har været nogle ting at kæmpe for hvad gælder kvinders rettigheder.

I nyere tid har feminismen dog bevæget sig over imod at opfinde sine egne problemstillinger, som ikke altid er i kvinders, samfundets eller rimelighedens interesse. Det tror jeg at man har, fordi man har vundet de kampe man skulle og derfor bliver nødt til at finde en ny eksistensberettigelse.

Der findes uden tvivl mange argumenter imod feminisme, men jeg har her samlet tre af dem. Hvis du er feminist og læser med, så vil du med stor sandsynlighed blive provokeret. Jeg vil derfor gerne appellere til dig med en vigtigt ting:

Læs hvad jeg skriver og ikke hvad du tror jeg mener.

Man kan hurtigt få skudt holdninger i skoene, som man ikke selv mener at man har, når man blander sig i den her slags debatter. Den slags forbehold som jeg tager her, vil man normalt ikke have behov for at tage, når man blander sig i debatten som feminist. Og det i sig selv er for mig ret bekymrende for debattens niveau og demokratiets tilstand.

Jeg vil derfor gerne opfordre til at læse mit indlæg med et åbent sind.

Feminismen skaber splittelse frem for samhørighed

Der er naturligvis forskelle og nuancer blandt feminister, men et gennemgående fælles tema er, at man opfatter mænd som fjenden. Dette bliver måske ikke altid sagt eksplicit, men det ligger altid lige under overfladen. Det ses for eksempel, når man omtaler ’patriarkatet’ som noget alle mænd har et kollektiv ansvar for.

Helt konkret, så har forfatteren Andrea Dworkin brugt dette begreb i sin bog ’Intercourse’ (samleje). Her beskrives mænd som værende undertrykkere i et patriarkalsk samfund, hvor bare det at mænd og kvinder har seksuelt samkvem, ofte er en del af patriarkatet hvor kvinder underkaster sig mænd. Hele den struktur er en præmis for hvordan systemet fungerer. Et system der dermed også undertrykker kvinder.

Et andet eksempel er Laura Bates, der også er forfatter og blandt andet har skrevet bogen ’Men Who Hate Women’ – altså ’Mænd der hader kvinder’. Her argumenterer hun for, at misogyni, altså kvindehad, er indlejret i samfundet på et strukturelt niveau.

Begge forfattere har lagt en stor del af fundamentet for, hvordan nutidige feminister anser mænd og relationerne mellem de to køn. Når man følger den offentlige debat, så er det åbenlyst at det ofte er den underliggende præmis blandt feminister.

For mig er det tydeligt, at den retorik kommer af den tætte forbindelse mellem feminismen og marxismen. Her er feminismen en af de ideologiske afarter af den kulturelle del af marxismen. En af de centrale dele i marxistisk tænkning er, at der er en konflikt imellem klasserne, som ikke kan løses med kompromiser, da de to klassers interesser grundlæggende ikke kan forenes. Førhen var det i marxismens øjne en konflikt mellem borgerskabet og arbejderklassen. Med feminismen er det en konflikt mellem mænd og kvinder.

Lad mig understrege, at det er lidt firkantet sat op, for der er naturligvis forskel på hvor ekstreme feminister er. Min erfaring siger mig dog, at det alle feminister i større eller mindre grad køber ind på ovenstående præmisser.

Feminismen som den oftest udarter sig i dag, er marxisme i forklædning, der lever af konflikt. Det handler ikke om at finde fælles løsninger, bygge bro mellem kønnene og finde frem til, hvordan mænd og kvinder lever i harmoni med hinanden. Derimod handler det om at opretholde og styrke en forestilling om, at de to køns interesser er uforenelige med hinanden. Det er dette tankegods og denne konfliktoptrappende retorik, der skaber splittelse frem for samhørighed.

Feminismen anerkender ikke forskelle på mænd og kvinder

Oprindeligt handlede feminisme om ligestilling. Mænd og kvinder skulle have de samme rettigheder, hvilket er gennemført den dag i dag.

Dog har det vist sig, at mænd og kvinder ikke har de samme prioriteter i livet og derfor ender vi med forskellige uddannelser, job osv. Der er også forskelle på, hvor karrierefokuseret man er.

Det har feministerne det svært med. For hvis man anerkender det, så er ens kamp død. Ligestillingen er opnået (og mere til), men hvis man nu påstår, at forskellene ikke skyldes forskellige valg, men derimod urimelig forskelsbehandling – så har man pludselig fundet en ny måde at legitimere sin dagsorden på.

Man kan dog se på fakta, at mænd og kvinder vælger forskelligt når det gælder uddannelser. Derfor ender vi i sagens natur også med forskellige jobs.

Mænd er meget mere tilbøjelige til at søge ind på de såkaldte STEM-uddannelser (Science, Technology, Engineering & Mathematics). Kvinder er til gengæld mere tilbøjelige til at søge ind på uddannelser indenfor sundhed- og omsorg. Det kan for eksempel være indenfor medicin, sygeplejer, SOSU og pædagogik.

Feministerne vil her påstå, at det er nogle sociale strukturer eller patriarkatet der har skabt nogle normer og kulturelle forventninger til mænd og kvinder, som gør at de træffer de her valg (igen en marxistisk tanke om falsk bevidsthed).

Jeg vil faktisk gerne imødekomme argumentet om, at der naturligvis er nogle sociale strukturer og normer i vores samfund – det er jo en god ting! Men jeg mener ikke, at det kan forklare hele den store forskel, som der er på mænd og kvinder. Der må naturligvis også være nogle grundlæggende faktorer på spil, som for eksempel biologi. Det nuancerede standpunkt må jo egentlig være, at man anerkender, at forskellen på mænd og kvinder godt kan skyldes en kombination af flere ting.

Samtidig vil jeg heller ikke anerkende, at vores normer nødvendigvis er en dårlig ting. Kan der være sociale forventninger til, at sygepleje overvejende er et kvindefag? Ja, bestemt. Men hvorfor skulle det være en dårlig ting? Den forventning er jo skabt ud af nogle erfaringer om, at kvinder generelt set er mere omsorgsfulde eller tilbøjelige til at interessere sig for faget. Derfor er det jo kun naturligt og godt at en sådan norm er opstået, da den afspejler virkeligheden og dermed gør vores verden nemmere at navigere i som menneske. Det er det normers funktion er.

Feminismen fører til diskrimination af mænd

Som der er redegjort for i ovenstående, så er der en markant forskel på mænd og kvinder. Uanset om man betragter det fra et biologisk, kulturelt eller tredje perspektiv.

Hvis man vil udjævne de forskelle gennem politiske initiativer, vil det føre til en urimelig forskelsbehandling, da man i så fald begynder at til- og fravælge mennesker på baggrund af andre faktorer end deres kompetencer og karaktertræk. Dermed vil det også være en del tilfælde, hvor mænd kommer til at blive fravalgt på baggrund af deres køn.

Denne mekanisme har jeg også kort beskrevet i slutningen af den historiske gennemgang, som et argument for, at feminisme ikke længere handler om ligestilling, men derimod handler om positiv særbehandling.

Problemet er at nå kvinder modtager positiver særbehandling, så betyder det at mænd, som ellers havde været bedst egnede, bliver fravalgt på grund af deres køn.